I eftertiden gik det Erna Juel-Hansen som de fleste af Det Moderne Gennembruds kvinder. Hun blev stort set glemt eller blot perifert berørt i leksika og oversigtsværker. Hun optræder selvfølgelig i svigerinden, Emmy Drachmanns Erindringer fra 1925, men det er primært som Holgers søster. I Vilhelm Andersens Dansk Litteraturhistorie bd. IV fra samme år får hun en kort, fortættet omtale. Her anskues hendes forfatterskab i lyset af hendes reform- og oplysningsarbejde: "Ogsaa i sit Forfatterskab er hun en Opdragerinde for Kvinder i ny Stil; Kvindegymnastikens og Fællesundervisningens Idé, den "fysiologiske Moral" i Skolen og i Livet er dets Grundtanke" (s. 502), og med afsæt i en karakteristik af Helsen & Co. vurderes forfatterskabet ikke helt urigtigt, men dog skrækkeligt nedladende og enøjet som et udpræget 80'er-fænomen: "Romanen (...) hører som det hele Forfatterskab denne Tid til ved sin Stil, hvori Figurerne viser sig som paaklædte Problemer, og Handlingen er en Diskussion, en Slags Tomands-Whist mellem Ægteparret med Elskeren og Elskerinden som "blinde"" (s. 503-504).