Mogens Brøndsted Uddrag fra Henrik Hertz

Dog stod dette høje kald i skærende modsætning til vilkårene i samtiden. Statsbankerotten og tabet af Norge gjorde landet forarmet, Nathanson gik fallit 1820, og specielt var jødernes stilling udsat. Nogle gav dem skylden for bankerotten 1813, hvad der udløste den såkaldte litterære jødefejde - indledt af digteren Thomas Thaarup (1749-1821). Seks år efter kom en bølge af jødeforfølgelser fra Tyskland til Danmark, og det blev til "krystalnat" i hovedstaden, hvor bl.a. et anfald mod Nathansons gård kun afværgedes af hestgarden. Hertz var med familien på dens landsted på Frederiksberg og skrev et fortrøstningsfuldt digt "Vor Gud er trofast, han er stærk". Få måneder efter kom det til nye optøjer, da den unge C.N. David - senere bekendt statsøkonom og politiker - havde oversat et lille fransk lystspil: så skulle jøden pibes ud. Intet under at Hertz indleverede sine første skuespil anonymt.