Mogens Brøndsted Uddrag fra Henrik Hertz

Mærkeligere kunne det synes at den tungsindige lyriker valgte den sceniske genre med dens køligere objektivitet; måske på grund af dens mange rolleforklædninger. Selv har han henvist til en slægtstradition, hvorefter en hollænderinde skulle være indgiftet på mandssiden, mens kvindesiden stammede fra sefarder (portugisiske jøder), således "at der i mig rumsterer en Spaniers Sjæl ved Siden af en Hollænders, en ubetvingelig Lidenskab og en behersket Kulde" (fra Hertz' studiebøger, her citeret fra Kyrre: Henrik Hertz, tillæg s. 7). Den sidste tendens passede for så vidt til tiden, som den høje patetiske romantik i 1820'erne veg for en jævn eller satirisk hverdagskunst i stil med det nederlandske genrebillede, den såkaldte poetiske realisme. På teatret trådte den oehlenschlägerske tragedie i baggrunden for den heibergske vaudeville; og stor betydning for ham fik ægteparret Heiberg, med hvem han ferierede i sommeren 1832 i Hørsholm. Han lagde sig i sporet af Heibergs æstetiske kritik og dramatiske praksis - fra vaudeviller til romantiske skuespil - og han fattede dyb lidenskab for fru Heiberg og omsatte den i kvinderoller, som han gennemdrøftede med hende. Han havde hurtigt fået succes på teatret, samtidig med at hans litteraturkritik vakte opmærksomhed, så at han i 1832 valgte at træde frem af anonymiteten. Året efter opnåede han et stort rejsestipendium og drog via Tyskland, Schweiz og Østrig til Italien, hvor han blev turistfælle med H.C. Andersen, og tilbage gennem Frankrig: den hævdvundne rute for en kunstnerisk dannelsesfærd (skildret i dagbogen og tredive år efter i bogform Fra en Udlandsreise (1863)).