Samtidig dyrkede han sin lyriske åre i vekslende former, og på ældre dage oplevede han en fornyet inspiration gennem kærligheden. Han havde levet ret isoleret som ungkarl, også på grund af tunghørhed; dog kom han jævnlig sammen med sin familie, nu og da også med sin fordums flamme, Hanna, f. Nathanson. Under et besøg hos hende 1845 traf han hendes femtenårige niece, Louise v. Halle, der efter sin fars død i Stockholm var vendt tilbage med sin mor til København. Der blomstrede en tyst forelskelse op mellem de to trods aldersforskellen, og fire år efter blev de forlovet og året efter gift. På selve bryllupsdagen fik han besked om at rigsdagen havde forhøjet hans statsstøtte, og et nyt teaterregulativ stillede samtidig forfatterne noget gunstigere end før. Men som det er sagt af hans biograf, han måtte stadig "anspænde sin trætte Muse" (smst., s. 176) - det blev i årenes løb til en rekord på 54 skuespil og syngestykker, hvoraf 46 blev opført på Nationalscenen.