En tredje gruppe i Hertz' tidlige dramatik er de rimede lystspil efter fransk mønster, idet aleksandrinerverset erstattes med femfodsjamber i fri variation. Det første, Amors Geniestreger (1830, opført 1830), lever op til titlen ved at de unge udgiver sig for andre end de er, men alligevel forelsker sig i de rette, så at alle til slut tror sig narret uden at nogen er det. Den spirituelle konversationstone i salonen bevæger sig mellem let skæmt, følsomt sværmeri og ikke alt for dybtloddende refleksioner. I En Dag paa Øen Als (1831, opf. 1832) bliver nogle kærlighedsforviklinger opløst så at et barndomskærestepar finder sammen igen, et lige så hyppigt motiv hos Hertz som hos den samtidige H.C. Andersen. En ilter slesvigsk godsejer giver handlingen en vis lokalfarve. I Den eneste Feil (1835, udg. s.å.) bliver en inkarneret ungkarl omvendt til ægteskabet ved at pigen påduttes en "eneste fejl", nemlig amatørdigtning på vers, som trods alt betager ham. Det var på grundlag af disse rimede amorkomedier, at den gedignere St. St. Blicher kaldte heibergianerne for "Formskjærerlauget" (i brev til Ingemann 1836, her citeret fra Steen Steensen Blichers Livs-Tragedie, bd. II, ved Jeppe Aakjær, 1904, s. 271).