Større publikumssucces fik Hertz med sine historiske versdramer i romantikkens kølvand. De er henlagt til en poetiseret middelalder i Danmark eller det fremmede. Inspireret af de gamle "kæmpeviser", som han havde hørt sin mor synge, var Svend Dyrings Huus (1837, opført 1837). En opfordring til at udgive en visebog medførte et studium af folkeviserne og en sindrigt kombineret handling. Kernen deri er visen om Ridder Stigs fejlslagne runekast. Ridderen vil under et gæstebud hos Svend Dyring kaste elskovsruner på hans datter Regisse, men æblet med runerne havner hos hendes stedsøster Ragnhild, som derfor optændes af lidenskab for Stig. Hun forsøger at forgive Regisse, men skræmmes af hendes mors genfærd (Dyrings første hustru) og ender med at drukne sig. Ragnhilds oprørte mor (Dyrings anden hustru) vil forhindre Stigs forening med Regisse, men bliver talt til rette af genfærdet. Hovedinteressen er samlet om den runeramtes forgæves kamp mod elskovstrylleriet, hvor stolthed og skam står mod passion og skinsyge. Det blev suverænt tolket af fru Heiberg, som var med til at udforme den tragiske karakter.