Mogens Brøndsted Uddrag fra Henrik Hertz

Gruppen af dramaer afrundes det følgende år med den store blankverstragedie Ninon (1848, opført 1848). Han vil denne gang slå franskmændene på et af deres egne felter: kurtisanedramaet, og vælger til tema en anden og tragisk form for sjælelig blindhed: den vistnok uhistoriske tradition om Richelieutidens fejrede Ninon de Lenclos, at hendes egen søn var blandt hendes tilbedere uden at kende slægtskabet. Også her består handlingskatastrofen i at øjnene åbnes, først på hende da hun nødes til at erkende hans kærlighed; så på ham da afsløringen driver ham til selvmord. Begivenhederne der leder hertil, er så slyngede som et rokokoornament, men har en erotisk hovedlinje: Da Ninon afslår at blive den magtfulde Richelieus maitresse, vil han benytte en maskefest til at lade hende bortføre; den unge Chevalier søger at beskytte hende, hun søger at afværge hans tilbedelse, men da de begge må flygte og han ikke vil vige fra hende, må hun røbe sandheden, hvorefter han skyder sig. Det er nemesis fordi hun har villet fornægte sin ungdoms fejltrin - ikke af omsorg for hans rygte og karriere, men for at forlænge sin egen ungdom. På dette ligger den moralske vægt, frem for på sønnens uforskyldte Ødipus-tragik.