Grundtvig kunne med sine yderliggående særheder udfordre til parodi og karikatur, men ved bedømmelsen af hans ofte overdrevent virkende offentlige personlighed skal man ikke glemme hans reserve, en underbund af humor i slægt med Ludvig Holbergs (1684-1754), J.H. Wessels (1742-85) og Jens Baggesens (1764-1826). Så længe Grundtvig er ung og menneskeligt usikker, kompenserer han med skarpt og ubarmhjertigt vid og uimodståelige argumenter, men fra omkring 1832 bliver han rundere og varmere i takt med det syn på medmennesket og borgersamfundet, der vokser i ham. Grundtvig regnes ikke stort blandt dansk filosofis dyrkere. Alligevel er det ham, hvis tænkning drøftes bredt og bruges endnu i dag, hvor skrifter af det 19. århundredes filosofiprofessorer F.C. Sibbern, Rasmus Nielsen og Harald Høffding mest er for fagfolk. Grundtvig gik ud over både det akademiske og det litterære med sin livsindsats. Hans ukuelige optimisme i troen på Guds universalhistoriske hensigt med danskerne fik ham til gang på gang at tolke ulykkelige begivenheder som nødvendige fødselsveer, inden det nye kommer til verden. Det gælder således Københavns bombardement 1807, statsfallitten 1813, tabet af Norge 1814 og krigsnederlaget i 1864. Ikke for ingenting er "nytår" en fast vending hos ham.