Grundtvig havde den lykke, at folkekirken tog hans salmer til sig i stort tal, mens hans historiske syner og hans forestilling om menneskelivet (i prosa og poesi) blev bevaret og udviklet i en anden institution, folkehøjskolerne. Det adskiller Grundtvig fra alle andre digtere i guldalderen, at han forstod at gøre sit forfatterskab til redskab for en forandring af samtiden og dermed også eftertiden. Skønt Grundtvigs samlede værk som skribent er meget sidestærkt, overskygges størstedelen af det dog af den indflydelse, hans følelsesbølgende personlighed og hans jordnære og snusfornuftigt formulerede tanker udøvede.