Flemming Lundgreen-Nielsen Uddrag fra N. F. S. Grundtvig

Ved gudstjenesten i Vartov palmesøndag 1867 (14.4) indtraf den snart 84-årige Grundtvigs fjerde og sidste sindssygeanfald, for øjnene af beundrende tilhængere medregnet Christian VIII's enkedronning. Med sin store personlige udstråling formåede han at få over 400 kirkegængere til at modtage nadveren og gennemførte, om end med vaklen i ritualerne, barnedåb og gudstjeneste. Opstemtheden varede flere dage, indtil Grundtvig bragtes under lægeligt tilsyn og førtes bort fra sine tilhængere, til Frederiksdal, hvor han fik fyldt over 1000 foliosider med rimerier. En afskedsbegæring skrevet 15.4 fik ingen embedsmæssige følger, og ved juletid 1867 kunne han genoptage sin præstegerning og blev efter samtidens udsagn snart den gamle igen, om end noget svagere.