Nær ved fuldførelsen af de tunge oversættelsesopgaver blev Grundtvig uden ansøgning sognepræst i Præstø 1821-22, hvorfra han kaldtes til residerende kapellan til Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. I 1825 gjorde han sin "mageløse" opdagelse af det levende mundtlige ord fra Kristus selv i den apostoliske trosbekendelse (jf. US X 353 ). I 1826 nedlagde Grundtvig sit embede, bl.a. i protest mod, at han ikke havde fået tilladelse af øvrigheden til at fejre Ansgar-jubilæet samme år med egne salmer i sin kirke. En injuriesag, anlagt af teologiprofessor H.N. Clausen (1793-1877) for Grundtvigs polemiske pjece Kirkens Gienmæle, 1825, tabtes af Grundtvig ligeledes i 1826, hvorved han samtidig pådrog sig livsvarig censur. Det fik ham til i 1827 at offentliggøre sit testamente som skribent. Prædikenerne fra Christianshavnsårene udkom i tre bind 1827, 1828 og 1831 som Christelige Prædikener eller Søndags-Bogen. Savnet af en kirkelig gerning blev mildnet, da Grundtvig i 1832 blev aftensangspræst ved Frederiks tyske Kirke (nu Christianskirken) på Christianshavn.