Flemming Lundgreen-Nielsen Uddrag fra N. F. S. Grundtvig

Inden da havde Grundtvig på kongelige særbevillinger tilbragt somrene 1829-31 i England med studier i angelsaksisk litteratur og historie, hvorved han fik vakt engelsk forskning til dåd på feltet, selv om hans egen plan til udgivelse af et Bibliotheca Anglo-Saxonica måtte henlægges. Sankthansdag 1830 mødte han ved en selskabelighed i London den 26-årige Mrs. Clara Bolton (1804/05-39), som han fandt var den mest betagende dame, han nogensinde havde mødt, og dertil en samtalepartner uden lige. Deres åndfulde samvær den ene aften blev til fremtidig inspiration for Grundtvig (jf. Kaj Thaning i: Menneske først -, 1963, samt i: Grundtvig-Studier 1985, s. 7-46).