Flemming Lundgreen-Nielsen Uddrag fra N. F. S. Grundtvig

Spændvidden i Grundtvigs litterære virke angives i disse to professionsbetegnelser. Samtidig repræsenterer de den dobbelte baggrund fra samtiden. I den konstante udmøntning af sin belæring og forkyndelse i alment fattelige og til dels veldrejede digte, sange, rimkrøniker og (pseudo)samtaler er Grundtvig oplysningens mand. I visioner og formuleringer førende ud over de fem sansers verden og ind i et poetisk-religiøst billedsprog er han romantiker. Som purung var Grundtvig kirkelig rationalist, men snart blev et luthersk-evangelisk syn på jordelivet, døden og det evige liv hans faste grund, om end med forskydninger i vægtningen af enkeltheder gennem årtierne. Politisk var han oprindeligt fransk-revolutionær, men gik snart over til at være en tilhænger af den danske enevælde med en faderligt sindet konge, der som den eneste i riget var upartisk og således efter at have hørt de forskellige stænder evnede at forene dem til et folk - et program, han i en sang fra 1839 formulerede i udtrykket "Konge-Haand og Folke-Stemme" (PS VI 232-234, VU 8 151-152).