To samtidskomedier i prosa bliver faktisk færdige. Den første, Skoleholderne (Fasc. 490), der er afsluttet i november 1802, satiriserer i den fhv. skopudser, nu eksamensløs seminariestudent Fichte over de nye romantiske ideer inden for pædagogik og digtekunst, som Grundtvig siden skulle stå adskilligt venligere over for - stykkets Jeronimus-skikkelse, den gammeldags solide landsbylærer Svetonius, betegner denne nye Erasmus som pleninar, en "Heelnar", i stedet for kun en semi-nar (dvs. halvnar). Den anden, Brevet (Fasc. 491), der er skrevet fra 1.12.1802 til 29.7.1803, udstiller i en intrigekomedie en moderne spradebasse, en slags ajourført Jean de France. Dramatikeren Grundtvigs kunstneriske forbillede er navnlig den nyligt landsforviste samfundskritiker P.A. Heiberg, hvis skuespil litteraturhistorisk fortsætter traditionen fra Holbergs narre- og familiekomedier. Det var imidlertid ikke komedier, der skulle bære Grundtvigs navn frem. Han indsendte anonymt Skoleholderne til Det Kongelige Theater 28.11.1802 og fik den igen 9.12 med en afvisning dateret 4.12. Ifølge fortaleudkast har Grundtvig så villet fremføre teksten for det læsende publikum, men har åbenbart ikke fundet en villig forlægger. Brevet gik ikke til teatret, men opførtes af et privat dramatisk selskab 11.9.1803 med Grundtvig selv i rollen som modejunkeren, men (ifølge hans dagbog) uden held.