Flemming Lundgreen-Nielsen Uddrag fra N. F. S. Grundtvig

Grundtvig havde nu erfaret, at han ikke var skuespilforfatter. Han spillede dog som dilettant to komiske roller i andres dramatik, kusken Jochum i Chr. Olufsens Gulddaasen, 1793, 25.9.1803 og nok nogenlunde samtidig forvalter Tøraf i P.A. Heibergs Virtuosen No. 2, 1789. Som deltager i en sammensværgelse mod opførelsen af L.C. Sanders historiske skuespil om Lavard, Knud, Danmarks Hertug, 1808, var Grundtvig i hvert fald i Det Kongelige Teater endnu 4.2.1809. Ellers holdt han sig i resten af sit liv langt væk fra den praktiske scene, ja, han hævdede med bulbiderstyrke ved en privat sammenkomst hos konseilspræsident C.C. Hall - engang mellem 1857 og 1863 - i en samtale med Johanne Luise Heiberg påtvunget ham af fru Hall, at skuespilleren efter den første udførelse af en rolle kun bedriver en mekanisk, udvendigt tilegnet og altså sekundær kunst (Johanne Luise Heiberg: Et Liv gjenoplevet i Erindringen, 4. udg. ved Aage Friis, bd.II, 1944, s. 129-130).