Allerede under sin eksamenslæsning i 1803 havde Grundtvig besluttet at slå ind i modegenren den nordiske fortælling. Det var samtidens betegnelse for populære prosagengivelser af oldnordiske sagn, skrevet af P.F. Suhm, C. Pram (1756-1821) og O.J. Samsøe og trykt i årene 1771-96. Grundtvigs første af arten, Ulfhild, er blevet til fra februar til ind i efteråret 1803, han filede og polerede den i november hos broderen Otto i Torkildstrup og sendte den i januar 1804 til vennen P.N. Skougaard i København, der dog endnu i juli ikke havde fundet en risikovillig forlægger. Hovedpersonen, den engelske kongedatter Ulfhild, er en historisk figur, men hendes forelskelse i Svend Tveskægs søn Harald og hendes misforståede ægteskab med englænderen Ulfketil er Grundtvigs konstruktion for at få en spændende og følsom roman ud af stoffet. Grundtvig hæver sig ikke over genrens traditionelle brug af en medræsonnerende, vurderende og hele tiden tilstedeværende alvidende fortællerinstans. Kun et kvad, Harald fremfører som englændernes fange for at hylde Ulfhild, viser en overraskende drejning til en romantisk-oldnordisk stil, med allittererende 2-slags kortvers uden enderim, emfatiske inversioner og nogle nordisk klingende gloser, hvoraf to - "Norner" og "Kesier" - tilmed forklares i fodnoter. Ulfhild skulle have været forfatteren Grundtvigs debut, men renskriften (Fasc. 492) på 168 sider er stadig utrykt (og nr. 2 og 8 af de 13 hefter, den har fyldt, er tabt).