Fjorten dage senere fortsætter Grundtvig i dagbogen med overvejelser over den historiske fortælling, som han, formentlig ifølge kap. 9 i Aristoteles' poetik, mener skal have "Sandsynlighed, ikke Sandhed" ( US I 55 ), så den kan udgøre et ideelt læsestof for et dannet menneske; der gives afkald på historiske værkers mange uvedkommende og uinteressante oplysninger og på romanernes trælse hverdagsgengivelser, som får læserne til at lede efter nøglefigurer og nøglescener. Den højeste intellektuelle nydelse kan, hævder Grundtvig, ligge i personer, karakterer og fakta fra historien gengivet i blomstrende sprog og komponeret i frapperende kombinationer lige indtil udløsningen af en romankatastrofe; den digteriske frihed til at sammentrænge og stilisere det historiske stof kan tillades, blot helheden ikke krænkes derved. Den psykologiske analyse er i denne teori stadig det overordnede, den historiske farve er blot en ekstra kolorit, en gevinst for læseren, ikke et program. Grundtvig citerer Suhm for hans prioritering af Herodots og Snorre Sturlusons reelle fortalte stil over Saxos alt for hyppige vævende ræsonnementer. Grundtvig henvender sig til "den sunde Smags - prosaiske - Dommere" (Fasc. 495.2, omslagets bagside r). Oehlenschlägers subskriptionsindbydelse til en nøjagtig og poetisk arkaiserende oversættelse af islandske kvad og sagaer fra maj 1804 fejer Grundtvig i dagbogen til side til fordel for en omarbejdelse, der med en harmonisk afbalanceret stil kan behage selv de ikke-entusiastiske almindelige læsere. Det er et humanistisk ideal fra det 18. århundredes venlige oplysning.