Et forsøg i en helt anden retning inden for moderne prosa gør Grundtvig 27.-30.5.1804, da han omarbejder ældre (og nu delvis tabte) dele af sin dagbog til en dagbogsroman ( US I 12-37 ), fortalt i 3. person af et udefineret "jeg". Ved ironiske hentydninger til antikken og nyere litteratur, ved drastiske billeder og ved tilstræbt åndrige sammenligninger giver Grundtvig et gemytligt portræt af en bondsk skoledreng og landlig student i hovedstaden, med afstandtagen fra denne umodne og halvkomiske "Frederik". Forbilledet er utvivlsomt den sprælske og springske psykologiske roman, som de følsomt-subjektive englændere Henry Fielding, T.G. Smollett og især Laurence Sterne lancerede en lille menneskealder før Grundtvigs fødsel. Den var overført til dansk i rejse- og udviklingsbogen Labyrinten I-II, 1792-93, af Jens Baggesen, en af den purunge Grundtvigs yndlingsforfattere. Stilen ligger med det beregnede kaos og den gennemgående lethed aldeles ikke for Grundtvig, men bliver et yderligere bevis på hans klassicisme: Han forsøger som kunstgeni under uddannelse en original efterligning af moderette forfattere.