Flemming Lundgreen-Nielsen Uddrag fra N. F. S. Grundtvig

Selv om intet blev trykt og intet rigtigt duede af forfatterskabet før 1805, havde Grundtvig forsøgt sig med næsten alle kurante litterære genrer og fundet, at han ikke kunne hævde sig med dem. Det eneste, Grundtvig gik uden om i sin radikale og rationalistiske ungdom, er salmen. Den egnede sig aldeles ikke for den nyvundne oldnordiske diktion. Med Thomas Kingos kristelige lyrik (1676-1699) var den danske salme kommet op på europæisk baroks niveau, mens det 18. århundrede tilsyneladende ikke begunstigede salmedigtning. Den danske oplysningstids største salmist, H.A. Brorson (død 1764), gled i baggrunden efter den pietistiske kong Christian VI's død i 1746, og Evangelisk-kristelig Psalmebog, 1798, gav alt andet end poetisk grundlag for en rehabilitering af genren. Det skulle Grundtvig indse i foråret 1811 i et forord til offentliggørelsen af barnesangen "Deilig er den Himmel blaa" ( US II 80-82 , GSV II 197-200 ) fra december året før, den første, han gav præg af en salmestil, der var både enkel-barnlig og romantisk.