Deres fortaler er dateret henholdsvis 5.12.1810 og 31.12.1810, hvad der markerer Grundtvigs opfattelse af deres indbyrdes forhold snarere end de reelle tidspunkter. Den første, Idunna. En Nytaarsgave for 1811, udkom den 29.12.1810 og er formentlig den ujævnest sammensatte bog i hele forfatterskabet. I fortalen af 5.12 (jf. PS I 191-193) erklærer digteren, at indholdet "paa en vis Maade udgør et Heelt", skønt det er "Syner fra forskelligt Fodfæste"; samtidig lover han sig selv og læserne ikke mere at ville udsætte sig for "de mangehaande Fristelser, der møde paa ethvert Feldttog mod litterære Synder" - med andre ord opgiver han ambitionen om at blive en førende litterær kritiker. Fortalens tone er i øvrigt rolig og dæmpet; mens fortalen til Nytaarsnat i arabertal indordnes under bogens ordinære paginering, er Idunna-fortalens romertalspaginering måske tegn på, at den er affattet lige inden udgivelsesdatoen. De to indledende numre på i alt 50 sider er ikke inkluderet i pagineringen og er heller ikke med i alle eksemplarer. Det drejer sig om et kort allegorisk digt, "Nytaarsaften" (jf. PS I 265-266), og 12 månedsrim (jf. PS I 220-229) skrevet til forhåndenværende kobberstik, der betoner, at bogen er beregnet på årskiftets gaveudveksling. Rimene angriber, i nogen modsætning til stikkenes idylliske emner, det spidsborgerlige livs materialisme- og nyttelære. Den egentlige bog begynder derpå med en bearbejdet sagatekst på dansk om sværdet Tirfing (jf. PS I 447-492), der som en stump af den nordisk-historiske totaldigtning stammer fra 1809 og i forvejen forelå trykt fra et andet trykkeri. I en tredje afdeling følger tre "Skemtevers", komisk-satiriske rimerier i Holbergs, Jens Møllers og navnlig Baggesens smag om Grundtvigs forhold til aserne ("de gamle Drenge"), om Idunnas Æbler og om græsk mytologis guldaldermyte (jf. PS I 190-219). Tonen skiftes ganske i sidste afdeling, "Sagakvad", med et alvorligt ment nordisk-mytologisk tankedigt i balladestrofer om historiens betydning for åndsmennesket, "Odin og Saga" ( US II 32-34 ), vel nok et programdigt for det strandede tidsskrift af samme navn, antagelig fra marts 1810, før Grundtvig i april i fortalen til sin trykte Dimisprædiken prioriterede troen over romantisk-humanistisk historieskrivning. Dernæst trykkes de tre digte af en cyklus om korstogene ( US II 34-39 ), Grundtvig fik skrevet i sensommeren og efteråret 1810. Et hyldestdigt til den glemte senbarokke digter Jørgen Sorterup ( US II 39-41 ) for hans nationalkristne holdning i Nye Helte-Sange, 1716, om sejre til søs i Store Nordiske Krig fører Grundtvig videre til, som en nutidig Sorterup, at aftrykke to ballader om Peter Willemoes' bedrifter i 1801 og i 1807 ( US I 757-763 ). Den sidste, i folkevisestil, ender i tåreløs fortvivlelse over den ødelagte hovedstad og den tabte flåde, uden trøst.