En offentlig polemik i 1814 med den besindige og harmonisøgende filosof og naturforsker H.C. Ørsted om prioriteringen af tro over for videnskab øgede Grundtvigs ry som gammeldags fanatiker. En aldrig optrykt udenrigspolitisk pjece, Europa, Frankrig og Napoleon, 1815, skrevet efter kejserens tilbagekomst fra Elba, men først udkommet lige efter hans endelige nederlag ved Waterloo og dermed umulig i profetien om hans nye rolle som europæisk-kristen fredsfyrste, bedrede heller ikke på Grundtvigs position. Den lille bog indeholder dog også Grundtvigs første uforbeholdne hyldest til Danmark og det danske som et væsentligt bidrag til åndslivets udvikling i Europa.