Det var ikke symbolistisk poesi, der skulle gøre Grundtvig til folkelig digter og sanger. Undertiden stivner hans digtersprog da også i gentagelser af et fast pensum med fx havfruer og føniksfugle og bliver til en art hieroglyf-skrift. Men hvor Grundtvigs billedstil er bedst og mest personlig, ligner den ikke nogen som helst anden i samtiden, hverken Schack Staffeldts, Oehlenschlägers eller Ingemanns. Nogle dybtgående dødsdigte - over Jens Baggesen (1826) (jf. PS V 470-476), Povel Dons (1843, trykt 1867) ( US IX 6-8 ), Bertel Thorvaldsen (1844, trykt 1848) ( US IX 9-13 ) og Henrich Steffens (1845) ( US IX 45-48 ) - illustrerer, hvorledes han benytter mangetydighed til sin og digtenes fordel. Han danner på grundlag af sin vidtfavnende læsning sin egen symbolverden af figurer og billeder, som kan tillægges flere betydninger og udløse helt forskellige associationer.