Endelig følte Grundtvig i oktober-december 1818 sig kaldet til at dømme i den mere og mere ophidsede strid mellem Baggesen og tolv af Oehlenschlägers unge tilhængere ("Tylvten") ( US III 602-650 ). Baggesen havde i 1813 lagt ud med ubarmhjertige og vittige påvisninger af Oehlenschlägers tilbagegang som poet og siden ofret utrolig energi på at følge hver senere publikation af digterkongen til dørs. Grundtvig giver overvejende Baggesen ret i hans diagnose, men efterlyser samtidig hans ret til at have ret, med andre ord et fast åndeligt stade hos Baggesen selv som digter. Fejden sluttede, da Baggesen i september 1820 forlod hovedstaden for stedse, og Grundtvigs indgriben forblev ubesvaret af Oehlenschläger. Det blev Grundtvigs sidste deltagelse i rent æstetiske anliggender. Det er karakteristisk, at den evigt rastløse og omskiftelige Baggesen af Grundtvig tillægges udviklingsmuligheder, den stagnerede digterkonge Adam Oehlenschläger mangler. Derfor bliver den uglesete og uberegnelige ironiker et muligt spejl for høje ideer, også om det evige. Endnu i 1843 kan Grundtvig i et mytologisk foredrag minde positivt om Baggesens Loke-vid ( US VIII 624 ).