En Grundtvigsk poetik kan rekonstrueres fra spredte tekster, bl.a. det tungt symbolmættede indledningsdigt til Roskilde-Saga til Oplysning af Roskilde-Riim, 1814, "Skjalde i den usle Døgn!" ( US II 618-626 ). I et ubrugt udkast til fortalen til digtsamlingen Saga, 1811, arbejder Grundtvig med to kendte digtertyper: den passive (romantiske) digter, der ganske rives med af sine fantasier, og den aktive (oplysnings)digter, der intellektuelt sætter sig og forfølger et bestemt mål. Dem søger Grundtvig at forene i en tredie type, med en skolevits benævnt den deponente digter, altså en størrelse med passiv form og aktiv betydning. En sådan digter styrer sin fantasis retning, før han giver sig hen til den, og Grundtvig tilføjer, at da den rigtige retning kun kan føre til Gud og evigheden, må deponente digtere nødvendigvis være "religiøse eller kristelige". Han afviste derimod romantikkens ideer om den skabende kunstner og hans originalitet. Kunstnerens personlige sjæleliv havde kun interesse, hvis det kunne tillægges almen betydning. Efter 1824 blev lejlighedsdigtet som kommentar til det aktuelle hans verdslige yndlingsmedium. Det jævne og muntre og virksomme menneske kom i fokus i stedet for de romantiske genier.