I 1817, 300-året for Luthers reformation, genudgav Grundtvig sin krønike fra 1812 med den demonstrative titel Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum. Teksten var indtil 30-årskrigen et ret uændret optryk. Men den efter-reformatoriske fremstilling er udvidet med en grundigere behandling af nyere engelsk og især tysk litteratur (US III 674-729 med to udeladelser). Bogen ender med en krise: den forkastelige romantiske tyske naturfilosofi griber om sig, samtidigt med at den fromt kristelige og enfoldige tyske digter, Matthias Claudius, dør i 1815, men i slutafsnittet tilbyder Grundtvig sig selv som bolværk i kraft af en status som den sidste ægte lutheraner. Teksten kom let forkortet og bearbejdet i tysk oversættelse i Nürnberg i 1837.