I de sidste 40 år af sit forfatterliv viste Grundtvig kun marginal interesse for, hvad der foregik i den hjemlige skønlitterære institution. Efter at han i to årtier havde vogtet og våget over dansk digtnings renhed og åndelighed, havde han i realiteten omkring 1822 opgivet at følge de skiftende litterære moder. Skønt han senere nu og da kunne falde ind i biedermeierkulturens harmoniserende poetiske realisme, afviste han i resten af sit liv samtidens foretrukne genrer: den individualistisk-psykologiske roman og novelle, kunsteventyret, den så yndede teaterdramatik (medregnet balletten), den historiske roman à la Walter Scott. Den intense dyrkelse af kvindens og naturens skønhed, som mange af de samtidige romantikere skrev på og om, er sjældnere hos Grundtvig. Det korte lykkelige ægteskab med Marie Toft 1851-53 afsatte dog en gruppe lyriske digte om glæden med hende og sorgen ved hendes død - digte, som ikke er fortvivlede, men kristeligt accepterer Guds vilje i det skete. Han ser Marie som den tredobbelte rose i sit liv, med en rosensymbolik som i sin tid i Roskilde-digtene. De fleste af Marie-digtene trykkes først i 1929 (PS VIII).