Grundtvigs allersidste verdslige digtsamling, Nordiske Smaadigte, 1838, blev til på norsk forlæggerinitiativ som et optryk af hans digte og prosatekster fra før 1824 om Norge; et påtænkt bind 2 kom aldrig. Nye digte - dem skrev Grundtvig konstant - placeredes i udgivelser af venner og elever, i aviser og tidsskrifter, herunder i høj grad også i hans eget ugeblad Danskeren, I-IV, 1848-51 - endnu et énmandsforetagende (på i alt 3.136 sider). Her bringes også hans modne poetik i digtet "Skjaldelivet i Danmark. (En Mundsmag.)" (over fire numre i årgang 1851, jf. PS VII 392-426). Han plæderer for, at de hedenske myter om evig ungdom (Persephone, Idunna) må erstattes af kristendommens "Paradis-Skygger" (str. 26), hvad der bedst kan gøres i Danmark og allerbedst på Sjælland (sjælens og de lyk saliges ø). Efter en hyldest til det kvindelige kærlighedsprincip i dansk åndsliv fra Gefion over Saxos blufærdige Sigrid til nutidens Danmarks-havfrue (Møen med Dronningestolen!) opstiller Grundtvig åndsfrihed som et ideal, skønt den - i lighed med Guds skaberværk - medfører en risiko for menneskeligt misbrug.