En ganske særlig indsats gør Grundtvig som salmedigter for både samtid og eftertid, men atter uden om den herskende litterære institution. Han fornyede den tilsyneladende forældede salmegenre ved at gå baglæns og gribe tilbage til Bibelen, til urkirken, til kristenhedens hovedmenigheder, formal-litterært til middelalder, renæssance og barok. En række digtere fik nyt liv, da Grundtvig fordanskede og opdaterede dem alle, lige fra Martin Luther, Thomas Kingo og H.A. Brorson til den nulevende hjerteven i Sorø, B.S. Ingemann. Det skete uden sartere hensyntagen til kunstneriske og moralske forfatterrettigheder, fordi Grundtvig netop mente, at kirkesalmer hverken måtte være præget af litterær kunst eller af forfatterens psyke, "jo mere det Individuelle træder frem, desmere træder det Universelle tilbage, og des daarligere bliver altsaa Psalmen, som saadan, hvor mesterligt et Kvad for en snever Kreds den end maatte være" (anmeldelse af P.A.Fengers udvalg af Kingo, 1827, i: Theologisk Maanedsskrift, XIII, 1828, s. 28). Salmer skal skrives med følelse for det væsentlige og almindelige og med undertrykkelse af individuelle synsmåder og af for stor kærlighed til sig selv og sine egne produkter (Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet, 1834, US VIII 84 ).