Næsten parodisk ses Grundtvigs skribentvirke i 1867 under hans sidste sindssygeanfald med påfølgende rekonvalescens: Grundtvig tvinges midt i de også legemlige smerter af en motorisk uro til at skrive vers den ganske dag, til han bukker under for træthed og beroligende medicin. Om ikke andet finder han det indre pres lindret ved blot at afskrive vers, sine egne eller andres. Forlanger hans læge under hensyntagen til hans borgerlige og digteriske ry, at siderne med de lange rablende verskæder puttes i kakkelovnen, adlyder han, men næste morgen tænder han piben og tager fat igen (jf. Grundtvig-Studier 1951, s. 13).