Resultatet var, at forbløffende få af Grundtvigs talrige skrifter igennem hans lange liv blev genstand for normale anmeldelser. Deres tendens, deres budskaber skabte diskussion, i begyndelsen også polemik grænsende til injurierende skænderier, men deres litterære kvaliteter i sprog, stil, versifikation og komposition bedømtes sjældent. Fra 1813 reduceret til gæsteprædikant ved forskellige københavnske kirker prøvede Grundtvig at leve som fri skribent. Desværre er oplysninger om oplags- og salgstal og om subskribentantal oftest mere end sparsomme. Men Grundtvig synes ikke nogensinde at have haft vanskeligheder med at få sine skrifter trykt. Imidlertid havde det dannede bypublikum svært ved at se og sympatisere med linjen i hans forfatterskab. Grundtvig var for stor og uhåndterlig. Da han i 1822 blev kapellan i Vor Frelsers Kirke, skal hans stedfætter J.P. Mynster have udtalt, at han havde det med ham som med løver og elefanter, det var ham ret kært at have set den slags, men han ønskede ingen videre omgang med dem (jf. Jens Rasmussen: J.P. Mynster, 1999, s. 97).