Alligevel stod den rent litterære dimension hos Grundtvig svagt i forskningshistorien. Borups og Schrøders trebindshåndbog gjorde ikke noget ud af teori eller praksis i hans ordkunst. I den alment accepterede litteraturhistorie blev han betragtet som sær, en kuriøs ener, der på godt og ondt unddrog sig de sædvanlige æstetiske vurderingskriterier. Tilhængere af hans religiøse og verdslige forkyndelse kunne falde på at bruge ham ukritisk som et orakel, der var hævet over pedantisk stileretteri eller genrekontrollerende kritik. Ovenstående portræt forsøger at genplacere Grundtvig i den skønlitterære verden, han også tilhørte og stadig tilhører, uanset hvad han selv mente.