Grundtvigs første og fineste medhjælper, sønnen Svend (1824-83), har med sin fortræffelige evne til at læse faderens til tider vanskelige skrift og sit kendskab til hans tænke- og udtryksmåde ganske vist lagt for med en udgivelse af verdslig lyrik (Poetiske Skrifter, I-IX, 1880-1930). Men dels døde Svend allerede 11 år efter sin gamle fader, dels er hans udgave kun pålidelig ord for ord, mens stavemåde og tegnsætning er den, Svend Grundtvig med ministeriel billigelse introducerede i en retskrivningsordbog i 1872, der kom til at gælde til omkring 1890. Svend Grundtvig begrundede aldrig den moderniserede form teoretisk, men må som kompetent filologisk videnskabsmand have vidst, hvad han gjorde. Måske skal man antage et ydre pres for ajourført læselighed - fra faderens enke, fra hans tilhængere eller fra forlaget. Hertil kommer, at Svend Grundtvig anbragte alle tekster i den rækkefølge, hvori de er skrevet - hvis det da kan bestemmes med nogen sikkerhed. Da Grundtvigs digtninge og navnlig digtsamlinger ofte er blevet til over længere tid eller stykket sammen af usamtidige manuskripter, betyder Svend Grundtvigs princip, at det i hans udgave er meget vanskeligt at danne sig et indtryk af i det mindste en del af de færdige bøger, hans fader udsendte. Den formidler det bedste samlede indtryk af Grundtvigs verdslige poesi, men medtager langtfra alt det mulige materiale. Der er nogle gange korte indledninger til de enkelte tekster, ligesom der i beskedent omfang anføres varianter fra håndskrifter og senere tryk. Da udgaven ikke blev nogen salgssucces, kom fuldendelsen til at vare 50 år. Niende og sidste bind med en del hidtil utrykte alderdomstekster udsendtes ved Georg Christensen i 1930 - samtidig med Tom Kristensens roman Hærværk!