Helt uden ærgrelser forløb Falsters rektorår dog ikke, og selv synes han (som senere Søren Kierkegaard (1813-55)) at have haft tilbøjelighed til at lade sporadiske tilfælde af modgang og modstand antage urimelige dimensioner. Der var nu flere af slagsen, alle i forbindelse med embedet. Det rektorat ved Ribe Katedralskole, som Falster overtog 1723, var for det første så dårligt lønnet, at han måtte se sig om efter supplerende indkomster. Han ansøger derfor kongen om at måtte forene konrektoratet med rektoratet og altså oppebære begge lønninger, mod af sin egen lomme at aflønne en sub-rektor (til en lavere gage end konrektorens), hvilket tidligere havde været praksis på skolen.