Tilsyneladende støttes Falsters ansøgning af hans foresatte, biskop Laurids Thuras anbefaling - men kun tilsyneladende, for velærværdigheden driver et dobbeltspil, modarbejder i virkeligheden Falsters sag til fordel for sin egen søn Albert Thura (litteraturhistorikeren, 1700-40), som han ønsker indsat som konrektor. Med assistance fra andre og mere helhjertede beskyttere som oversekretær Fr. Rostgaard og grev U.A. von Holstein ender Falster dog med at få sin ansøgning imødekommet, men er blevet en illusion om venners pålidelighed fattigere. For det andet gerådede Falster i konflikt med L. Thuras efterfølger, Mathias Anchersen, over retten til udnævnelse af en subrektor i 1733, og denne gang måtte Falster indkassere en næse fra allerhøjeste sted. Derimod stod Falster på autoriteternes side i striden med skolens pietistiske hørere 1735. Falsters sidste kompetencestrid med biskop Anchersen fandt sted 1738 og udløstes ved dennes afgørelser vedr. skoledisciplenes medvirken ved korsangen i kirken. I denne sag både havde og fik Falster uret. Om disse sager får man veldokumenteret underretning i: Bruun: Falsteriana, 1869, s. 1-31, Kornerup: Ribe Katedralskoles Historie, bd. II, 1952, s. 121-239 og Falster: Satirer, 1720-42, bd. II, udg. af Aage Schiøttz-Christensen, DSL 1982, s. 46-51.