Jens Kristian Andersen Uddrag fra Christian Falster

Disse Tiders Onde [dvs. dårlige] Optugtelse udkom 1720, desværre med et fejlagtigt år (1716) på titelbladet, og blev derefter optrykt i hurtig følge indtil 7. oplag 1749. Satiren henvender sig bebrejdende til forældre, der forsømmer deres børns opdragelse og foregår dem med et dårligt eksempel. En række afskrækkende typer mønstres: En spillefugl genererer nye spillere og svindlere (strofe 8-16), gourmand'ens børn bliver kræsne ædedolke (strofe 17-26); den, der forkæler sine børn og slapt føjer dem i ét og alt, får løn som forskyldt i form af utaknemmeligt og vanartet afkom; strenghed med måde er den rette opskrift (strofe 27-37). Når moderen tilsvarende er en letfærdig kokette, hengiven til tvivlsom mandlig opvartning og læsning af franske romaner, vil datteren også senere være tilbøjelig til at sætte sin mand horn i panden (strofe 38-52). Det afsluttende portræt gælder en type, der ligeledes er et produkt af forfejlet opdragelse, nemlig den asociale døgenigt, der unddrager samfundet (kongen) sin militære og civile tjeneste og forsømmer studier og kirkegang.