Genrehistorisk kan Falsters diskurser siges at være rundet af en dobbelt rod: det lærde essay og dialogen. Med den første tænkes på den af humanisterne yndede teksttype: en kortere, reflekterende afhandling i 'lærd' prosa, hvorved 'lærdommen' giver sig til kende ved indlagte citater fra og allusioner til bibelske skrifter og til græsk-romersk litteratur. Det gammel-filologiske grundlag er altså genrekonstituerende, så der er god grund til, om end kun i summarisk oversigt, at mønstre essayisten Falsters filologiske arsenal, så meget mere, som han ikke er den skribent, der stikker sin meget omfattende belæsthed under stolen, men snarere fremviser den med en vis ostentation - med den konsekvens, at den typiske diskurs for en stor del opfyldes af citater og henvisninger. Hvad Falster her trækker på, er inden for det græsksprogede område ikke kun den klassiske litteratur fra det 5. og 4. årh., men også Homer, arkaiske digtere og førsokratiske filosoffer samt alexandrinske filologer og andre skribenter fra hellenistisk tid og fra kejsertiden foruden byzantinske lærde. Tilsvarende inden for det latinsprogede område: ikke kun romersk guld- og sølvalderdigtning, men også skribenter fra ciceroniansk og tidligere republikansk tid, videre fra oldkirkelige apologeter og kirkefædre over romerret, middelalderens hagiografer og historikere og renæssancens humanister og polyhistorer helt frem til Falsters egne samtidige i det 17. og 18. årh. I dette vidtstrakte felt træder især to frem som Falsters yndlinge som stof- og tanke-leverandører: Aulus Gellius (ca. 125-ca. 180), hvis encyklopædiske, antikvariske mammutværk Noctes Atticae (Attiske nætter) Falster på én gang behandlede og imiterede i sine uudgivne Noctes Ripenses (Ribe-nætter), samt den romerske filosof og retor Lactantius (ca. 250-317), 'den kristne Cicero'.