Undertitlens "discursus" indebærer et moment af dialog. Også dialogen som genre havde været yndet af humanistiske skribenter, fra renæssancen og op gennem det 17. og 18. årh., når et problem skulle underkastes en dialektisk behandling. (Fx benytter Holberg formen til drøftelse af samfundsøkonomiske spørgsmål). Den dialogiske ramme i Falsters diskurser etableres typisk på to måder: Enten deltager Falster (og her er der sandelig ingen grund til noget overdrevent skarpt skel mellem faktisk forfatter og fiktivt digterjeg, se førstepartens 12. diskurs, s. 55!) i et lærd selskab, hvor et moralsk eller dogmatisk problem kommer op eller et antikvarisk spørgsmål rejses; længe holder Falster sig beskedent tilbage, men nødes sluttelig til at give sin velunderbyggede opfattelse til kende, som da fremføres med fuld dokumentation og stor vægt. Eller Falster opsøges af en elev eller kollega for råd eller litteraturhenvisninger. Han anfører straks en del efter hukommelsen, men må i nogle tilfælde konsultere sit privatbibliotek eller sine notater, før svaret kan blive fyldestgørende. Ved begge dialog-arrangementer følger det således af sig selv, at Falster får det sidste ord og ideelt set får ret, hvad enten det lykkes ham at overbevise sine samtalepartnere eller ej. I det følgende afsnit skal vi se, hvad det så er for anskuelser, der fremstår som drøftelsernes facit.