Omkring 1800 spores imidlertid en stigning i interessen for Falsters satiredigtning, som det fremgår af Rahbeks tidsskrifter (Den danske Tilskuer 1791, 1795, 1796; Minerva 1797) og af dennes & R. Nyerups Bidrag til den danske Digtekunsts Historie (2. del, 1801). I 1840 afsatte interessen et monument, nemlig Christen Thaarups udgave af Christian Falsters Satirer med en Afhandling om Digterens Levnet og Skrifter, der først afløstes af Aage Schiøttz-Christensens udgave Satirer, 1720-42 I-II, DSL 1982, hvis fremkomst fremkaldte ny forskning i Falsters verssatirer (Danske Studier 1980, 1981, 1984, 1985). I mellemtiden var satirikerens klassikerstatus sikret ved en stadig mere fremtrædende position i de store litteraturhistorier, især hos den åndshistorisk orienterede Vilh. Andersen (Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. II, 1934) og den genrehistorisk orienterede F.J. Billeskov Jansen (Danmarks Digtekunst, bd. II, 1947), en position, der nok på ny er ved at svækkes (Jens Hougaard i Gyldendals Dansk litteraturhistorie, bd. III, 1983).