Det var nærmest i Ibsens fodspor han gjorde sine første prøver: med toakteren Puppe og Sommerfugl (Kgl. Teater 1882; SPS V) om en hustrus frigørelse, rigtignok mere moderat end Noras i Et dukkehjem; og med énakteren Lykken i Arenzano (Kgl. Teater 1884; SPS VII) om en frisk enke der må se sin ungdomsven løbe af med hendes datter. Den sidste minder vel også om Musset i sin bittersødme. Begge er i prosa, ligesom dialogen i fisker- og forlovelsesstykket Strandby Folk (Kgl. Teater 1883; SPS VI), en noget overbebyrdet konstruktion som Olaf Poulsen reddede igennem som folkekomedie.