Drachmanns elegiske kærlighedsdigte låner undertiden deres svævende lethed fra et præg af drøm eller vision, som i de berømte "Sakuntala" (Ranker og Roser, 1879: SPS IV 9) og "Jeg hører i Natten den vuggende / Lyd af Venezias Vand" (Sange ved Havet - Venezia, 1877: SPS III 107f.). Og hvor digteren støtter sig til en melodi og former en balladelignende struktur, kan han i sine sene digte nå en ejendommelig sarthed - som i denne strofe fra digtet "Edith":