Drachmanns mest vedholdende bestræbelse i den sidste snes år af sin forfattervirksomhed var at erobre teatret. Digteren, der som nævnt aldrig satte sit lys under en skæppe, mente nok at han kunne tilkæmpe sig en plads på højde med samtidens store skandinaviske scenedigtere og i forlængelse af ældre navne i udlandet som Victor Hugo (1802-1885) og Alfred de Musset (1810-1857) eller på sin vis Richard Wagner (1813-1883). Ganske uden held var han ikke; rigtignok beholdt Det Kgl. Teater Henrik Ibsen som sit fornemste trækplaster, og bortset fra nogle spredte tyske opførelser forblev Drachmanns ambition om europæisk berømmelse en drøm. Men sammenlignet med tidens andre danske dramatikere, både de opførte københavnske Brandesianske stykker og vennen Karl Gjellerups uopførte skuespil, var Drachmann langt den mest bemærkede scenedigter med flere flotte succes'er.