Hvor velanbragt var Holger Drachmanns store bestræbelse for at gøre sig gældende som scenedigter og dramatiker? Man kan svare skeptisk med henvisning til hans ofte ukoncentrerede ekspositioner og bratte, skønt effektstærke slutninger. Han tog meget af fortælleren og meget af lyrikeren med sig i denne genre: Ikke kun i de indlagte sange, men også typisk ved de lange visuelle scenebeskrivelser (og ofte de psykologisk-moralske karakteriseringer) i regianvisninger, men tillige ved "kapiteloverskrifterne" i flere af stykkerne, markeres disse værker som - ikke just læsedramer, men dog en digters teaterfantasier. Mod Ibsens, Bjørnsons og de fleste af Strindbergs samtidige værker virker Drachmanns dramer nu helt blege, forældede. Gjorde de det dengang? Ved sine løse, suggestive lyriske scener - mindre egentlig aristotelisk dramatisk end teaterpoesi - var Drachmann på sin måde blandt de moderne i 1890erne, som også var en Maeterlincks tidsalder (den belgiske symbolist 1862-1949); nogle af Drachmanns kilder kan med rette betegnes som romantiske, men noget af hans brug af dem var moderne - dengang.