Lars Peter Rømhild Uddrag fra Holger Drachmann

Hurtigt efter Drachmanns død samlede Vald. Vedel sin ældre og nyere læsning af forfatterskabet i en tæt og træffende lille monografi: Holger Drachmann (1909), og Gyldendal lancerede den meget omfattende udgave af Holger Drachmanns Samlede poetiske Skrifter, betegnet som "Folkeudgave", i 12 bind (1906-09). Vilh. Andersen redigerede samtidig to bind efterladte digte og prosafragmenter. Et 10-binds-udvalg, også ved Vilh. Andersen, oplagdes tre gange mellem 1910 og 1927.