Også inden for litteraturen skete der i disse tiår store omvæltninger. Påvirket af Heinrich Heines, Lord Byrons og Victor Hugos nuancerede og tildels splittede syn på den menneskelige natur, udviklede litteraturen i 1820'erne og 1830'erne, den såkaldte poetiske realisme, sig i stigende grad bort fra en borgerlig, poetisk idyl, den såkaldte biedermeier-idyl (for at anvende et tysk begreb). Resultatet blev en mere sammensat psykologisk karaktertegning og en mere præcis og realistisk beskrivelse af den ydre verden, også omfattende dens skyggesider, der i litteraturhistorien har fået betegnelsen romantisme. Hos enkelte forfattere, f.eks. Poul Martin Møller og Henrik Hertz, var denne nyorientering endnu stærkt præget af romantikkens forsonende idealisme og stræben efter harmoni - og af en utvetydig afvisning af tidens demokratiske, politiske strømninger. Også for generationens betydeligste lyriker, Christian Winther, lykkedes det at etablere en harmonisk livsanskuelse, men denne kunne kun nødtørftigt dække over en hårdt tilkæmpet resignation. Derimod blev modsætningen mellem idé og social virkelighed hos andre forfattere, f.eks. Steen Steensen Blicher, Carl Bagger og Poul Chievitz, uovervindelig og endte henholdsvis i pessimisme, nihilisme og en mere udadvendt oppositionel holdning.