Som versmål anvendte Bording et letløbende metrum, der med vekslende firefodsjamber med mandlig og kvindelig udgang efter rimemønstret abab, cdcd, osv. tripper bøjeligt, men regelmæssigt af sted, mens han holdt læseren fangen med en causerende stil, der lå dagligsproget nær, men som samtidig krydredes med utallige, men uforpligtende henkastede henvisninger til antikkens kulturgods. Denne sproglige stilkunst forblev fremover Bordings kendemærke som digter, og metret anvendte han siden så ofte, at det er gået ind i dansk verslære under hans navn. Og da det af ham fremsatte syn på kvinden var det gængse i de kredse, som hans adressat tilhørte, viste han sluttelig også i dette digt den evne til at dramatisere og derved endnu højere besynge det bestående, som forblev hans trofaste følgesvend livet igennem.