Paul Ries Uddrag fra Anders Bording

Denne nedtrapning af Bordings betydning som digter fortsatte med en sådan kraft, at litteraten Odin Wolff i 1792 var ganske sikker på, at Bordings navn ganske ville være gået i glemmebogen, hvis det ikke var blevet optaget på den mindesten over ærværdige danske og norske digtere, der opstilledes i slotsparken ved Jægerspris i 1778 og i kronologisk rækkefølge hædrede Arrebo, Bording, Kingo, Tullin og Ewald (Wolff: "Dannemarks ældste Poet", i: Morgen-Posten nr. 51, 1792, s. 798). Med romantikken indtrådte der imidlertid en ændring, idet kritikere i deres søgen efter et digter-jeg, der værdigt kunne udfylde pladsen mellem de vægtige religiøse lejlighedsdigtere Arrebo (1587-1637) og Kingo (1634-1703), begyndte at fremhæve visse af hans digte frem for andre, hvori man kunne finde 'den ægte Bording'. Dermed leveredes de første streger til det billede af Bording, der, oftest ledsaget af Karel van Manders berømte portræt af den 26-årige digter, i tidens løb er blevet det gængse både i dansk litteraturhistorie (jf. f.eks. Hansen: Illustreret dansk Litteraturhistorie I, 1886, s. 462.; Paulli: Illustreret dansk Litteraturhistorie I, 1929, s. 917 ff.; Frederiksen: "Barokpoeten Anders Bording", i: Tilskueren, 1936, s.122 ff.; Dumreicher: Anders Bording, 1955, s. 9 ff.; Albeck: Dansk litteratur historie I, 1964, s. 217 ff.; Billeskov Jansen: Dansk litteratur historie I, 1976, s. 360 ff.; SS II 11-12, 38) og den danske presses historie (jf. f.eks. Nyerup: "Om de ældste danske Aviser", i: Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter I, 1805, s. 228 ff.; Stolpe: Dagspressen i Danmark II, 1879, s. 1 ff.; Bruun: "Den første danske Journalist", i: Danmark. Illustreret Kalender, 1890, s. 46 ff.; Damm: Spredte Træk af den danske Presses Historie, 1900, s. 3 ff.; Kirchhoff-Larsen: Den danske Presses Historie I, 1942, s. 49 ff.; Rafn: Anders Bording, 1957, s. 7 ff.; Søllinge og Thomsen: De danske aviser 1634-1989 I, 1988, s. 77 ff.).