Paul Ries Uddrag fra Anders Bording

Dette billede af Bording har således en lang tradition bag sig, og det er dens fortjeneste at have holdt interessen for en af det 17. århundredes mest interessante digtere ved lige og således sikret hans forfatterskab et efterliv. Men med tiden er der kommet træk til, der ved forskellige forskeres nøjere eftersyn har vist sig at være ganske uden belæg eller så uholdbare, at det føltes rigtigst at udelade dem af nærværende portræt, men for fuldstændighedens skyld omtale de vigtigste her, nemlig at det skulle have været Bordings mål at leve af sin pen, at det blev hans skæbne som fattig student og professionel digter at leve en kummerlig tilværelse, som han beskrev i nogle personlige digte, at hans tapre deltagelse i hovedstadens forsvar forskaffede ham hofgunst, og endelig at det var ham, der sad model til Karel van Manders portræt.