Temaet er igen den døde elskede, til hvis grav jeget flygter fra den højglanspolerede selskabverden. Her ved graven vil han hvile, og ordet "hvile" gentages igen og igen i rimet på en monotont indtrængende måde, som giver indtrykket af, at den talende synker dybere og dybere ind i mulden i en sammensmelten med den døde: