Ewald, Aarestrup og Claussen udgør en "kongerække" af digtere, der i eminent grad besad formbevidsthed og en opfattelse af kunsten som en selvstændig sfære; det gjorde dem enestående i deres tid og bebudede en ny. Aarestrup havde sansen for det (erotisk) lystfyldte ved at lade ord tiltrække hinanden og blive til et digt, der får sin egeneksistens. Men han vidste, at hertil krævedes den yderste lydhørhed og omhu, det største mod og den dybeste respekt for både kunst og liv; ellers kunne man ende med at forråde én af delene eller begge dele: