Efter Møllers kritiske undersøgelse var der igen længe tavshed om forfatterskabet bortset fra, at Fr. Barfod om Digte siger, at de "vel ingenlunde udmærkede sig ved Ideernes Høihed, men ved Billedernes Rigdom og Sprogets Skjønhed" (Fortællinger af Fædrelandets Historie v. Frederik Barfod (1853)). Først med Georg Brandes' essay "Emil Aarestrup" fra 1867 - altså efter Winthers og Liebenbergs Aarestrupudvalg var kommet - blev digtene igen genstand for den opmærkomhed, den fortjente. Brandes mener, at Aarestrups poesi "især af den Grund var ilde stedt, at den paa éngang i sin Egenskab af Poesi blev lagt tilside af de "materialistisk" Sindede i Tiden og samtidig i sin Egenskab af "materialistisk" Poesi blev lagt paa Hylden af Datidens idealistiske Læseverden" (Samlede Skrifter II (1899), 68. Efter Emil Aarestrups Samlede Digte ved F. L. Liebenberg (1877)).